Derfor sætter de forkerte RFID-kort din ID-kortprinter fast

De fleste stop i en ID-kortprinter skyldes ikke selve printeren. Det overser mange indkøbere. Når en kortprinter tager to kort ad gangen, stopper midt i processen, ridser overfladen eller melder en fremføringsfejl, er det nærliggende at give maskinen skylden. Printeren er gammel, valsen er snavset, farvebåndet er dårligt, eller softwaren driller. Det kan naturligvis være tilfældet. Men i mange kortprogrammer er forklaringen langt enklere: De anvendte RFID-kort har aldrig været egnede til printeren.

Typiske årsager til, at RFID-kort sætter sig fast i printeren

RFID-kort er ikke ens, blot fordi de ligner almindelige hvide plastkort. Et kort kan have CR80-format og stadig være uegnet til printeren. Det kan være 30 mil tykt og alligevel blive fremført dårligt. Det kan indeholde den korrekte chip til adgangskontrolsystemet, men stadig være et dårligt valg til farvesublimering. Kortet skal fungere i to forskellige verdener på samme tid: Det skal være elektronisk kompatibelt med læsere og encodere og samtidig kunne bevæge sig problemfrit gennem en mekanisk kortprinter. Hvis indkøbet kun fokuserer på chiptypen og overser printprocessen, bliver risikoen for printerstop betydelig.

En kommunal forvaltning i Arizona oplevede dette under udskiftningen af medarbejderkort. Adgangskontrolteamet bestilte 13,56 MHz RFID-kort, som fungerede fejlfrit ved dørlæserne. Da kortteamet lagde dem i en stationær ID-kortprinter, opstod der fremføringsfejl efter ganske få kort. Kortene så normale ud, men kanterne var ru, og enkelte kort havde små forhøjninger omkring chippen. Printerens fremføringsvalse kunne derfor ikke trække dem ensartet ind. Forvaltningen havde købt kort, der var kompatible med adgangssystemet, men ikke RFID-kort i printerkvalitet. Det er ikke nødvendigvis det samme.

Uensartet tykkelse

Uensartet tykkelse er en af de hyppigste årsager til, at RFID-kort sætter sig fast i en ID-kortprinter. Mange kortprintere er konstrueret til standardiserede CR80-PVC-kort, ofte med en tykkelse på cirka 0,76 mm eller 30 mil. Det kan lyde som en rummelig tolerance, men fremføringsbanen er snævrere, end mange forventer. Er kortet en smule for tykt, for tyndt eller ujævnt hen over overfladen, kan printeren fejlindføre det. RFID-kort indeholder både chip og antenne, og derfor er en kontrolleret kortkonstruktion afgørende. En dårligt opbygget kortkerne kan give små buler eller bløde områder, som først bliver synlige, når printeren trækker kortet gennem maskinen under tryk.

Tykkelsen bliver særlig vigtig, når kortet har flere funktioner. En kontaktløs RFID-chip, magnetstribe, signaturfelt, specialtrykt lag, beskyttelsesfolie eller laminering kan ændre kortets bevægelse gennem printeren. Nogle kort markedsføres som printbare RFID-kort, men er måske kun egnede til bestemte printertyper eller printmetoder. Et kort, der fungerer i en retransferprinter, fungerer ikke nødvendigvis godt i en direct-to-card-printer. Et kort kan også klare enkel monokrom udskrivning, men give problemer ved fuldfarvet kant-til-kant-print.

Et hospital i Manchester havde problemer med dette i en hel måned. Hospitalet brugte MIFARE DESFire-kort til medarbejderadgang, medicinskabe og sikrede afdelinger. Sikkerhedsspecifikationen var korrekt, men kortene kom fra et parti med små ujævnheder i overfladen. Direct-to-card-printeren efterlod svage hvide områder omkring chippositionen og begyndte senere at sætte sig fast, når kortene bøjede under printhovedet. Leverandøren bekræftede efterfølgende, at kortene var bedre egnede til retransferprint. Hospitalet havde ikke valgt den forkerte chip, men den forkerte kortkonstruktion til den anvendte printmetode.

Problemer med overfladebelægningen

Overfladebelægningen er en anden skjult årsag til driftsproblemer. ID-kortprintere kræver kort med en ren og ensartet printoverflade. Farvesublimeringsprintere overfører farve fra et farvebånd til kortets overflade ved hjælp af varme og tryk. Har RFID-kortet en uegnet belægning, for høj glans, PVC af dårlig kvalitet, støv, forurening eller rester fra produktionen, bevæger det sig muligvis ikke jævnt gennem printeren. Kortet kan hænge fast, glide eller forårsage problemer med farvebåndet, som let forveksles med en printerfejl. Mange spørger, om kortet er blankt og printbart, men glemmer at undersøge, hvilke printertyper det faktisk er testet med.

En privatskole i New Zealand bestilte blanke RFID-elevkort fra en billig onlineleverandør. Kortene fungerede ved bibliotekets adgangslæser og kantinens terminal, men kortprinteren begyndte at afgive høje glidelyde. Nogle kort fik falmede områder, mens andre satte sig fast, før motivet var færdigtrykt. Skolen sammenlignede senere kortene med printeregnede PVC-RFID-kort fra en specialiseret leverandør. Forskellen var tydelig i skråt lys. De billige kort havde en let voksagtig overflade og en uensartet belægning. De var ganske vist kontaktløse kort, men de var ikke velegnede til en ID-kortprinter.

Kortets planhed og opbevaring

Kortets planhed har også større betydning, end mange indkøbere forventer. RFID-kort kan slå sig under produktion, transport eller opbevaring. Varme, fugt, ujævn afkøling efter laminering og utilstrækkelig emballering kan få kortene til at bue. Selv en lille krumning kan give fremføringsproblemer. Printeren er konstrueret til at tage ét fladt kort fra en stak. Hvis kortene er buede, kan føderen tage to kort, springe et kort over eller skubbe kanten ind i en forkert vinkel. Skæve kort kan desuden gnide mod printerens indvendige komponenter og forårsage ridser eller brud på farvebåndet.

En fitnesskæde i California gennemførte sæsonkampagner og opbevarede tusindvis af RFID-medlemskort i et baglokale tæt på et vindue. Kortene var oprindeligt acceptable, men flere kasser stod i eftermiddagsvarmen i flere uger. Da medarbejderne begyndte at printe navne og medlemsnumre, havde kortene fået en let krumning. Printeren stoppede gentagne gange, og teamet antog, at den skulle repareres. Teknikeren bemærkede imidlertid, at kortenes hjørner bøjede opad. Løsningen var bedre opbevaringsforhold og nye kort, ikke en ny printer.

Kortkanterne bliver også let overset. Et PVC-kort af god kvalitet skal have glatte og rene kanter. Dårligt udstansede kort kan have grater, skarpe kanter, plaststøv eller ujævne hjørner. Disse fejl kan hænge fast i føderen eller printbanen. I små partier kan problemet virke tilfældigt, men i et omfattende kortprogram bliver det hurtigt en daglig belastning. Når der indkøbes billige blanke RFID-kort uden tilstrækkelig kvalitetskontrol, bliver printeren det sted, hvor alle genveje fra produktionen viser sig.

En fødevarefabrik i Thailand oplevede netop dette under indfasningen af nye medarbejdere. Personalet havde brug for vaskbare adgangskort til renrumsområder, og virksomheden valgte HF RFID-kort med trykte fotografier. De første par hundrede kort blev printet uden større problemer. Derefter begyndte printeren at stoppe med transportfejl. Ved nærmere kontrol fandt kortteamet små grater langs den ene langside på mange af kortene. Graterne samlede støv og skrabede mod printerens fremføringsbane. Fabrikken skiftede til en leverandør, der kontrollerede kantfinishen og emballerede kortene i renere stakke. Herefter blev printerdriften igen stabil.

Antennens udformning inde i kortet kan også påvirke printresultatet. De fleste indkøbere fokuserer på, om kortet fungerer ved den ønskede frekvens, eksempelvis 125 kHz proximity, 13,56 MHz ISO 14443, ISO 15693 eller UHF RFID. Antennens placering påvirker imidlertid hele kortkonstruktionen. Hvis antennetråden, inlayet eller chipmodulet ikke er indlejret jævnt, bliver kortoverfladen muligvis ikke helt plan. Direct-to-card-printere er mindre tolerante, fordi printhovedet overfører farven direkte til kortets overflade. Retransferprintere er normalt mere fleksible, da de først printer motivet på en film og derefter overfører det til kortet. Det kan hjælpe med at udligne mindre ujævnheder.

En hotelgruppe i Spain ønskede præsentable medarbejderkort, som samtidig kunne åbne personaleindgange og vaskerum. Indkøbsteamet bestilte RFID-kort med dobbelt frekvens, fordi nogle ældre servicedøre stadig anvendte 125 kHz-læsere, mens nyere områder brugte 13,56 MHz-læsere. Kortene fungerede elektronisk, men de to antennestrukturer gjorde kortkroppen lidt mindre ensartet end hotellets tidligere kort med én chip. Direct-to-card-printeren havde svært ved at håndtere fotodesign med tryk helt til kanten. Efter test flyttede hotellet produktionen til en retransferprinter og justerede grafikken, så de mest krævende elementer ikke lå over det følsomme chipområde. Problemet kunne dermed håndteres, men først efter at teamet accepterede, at kort med dobbelt frekvens kræver mere grundig afprøvning.

Statisk elektricitet og kortstøv kan forværre problemerne med uegnede RFID-kort. Nogle billige kort leveres med plastpulver, skærerester eller andre partikler fra produktionen. Statisk elektricitet kan få kortene til at hænge sammen og øge risikoen for dobbeltfremføring. Printeren kan tage to kort ad gangen eller stoppe, fordi den samlede tykkelse pludselig er forkert. Ren emballage, antistatisk håndtering og korrekt opbevaring er ikke unødvendige ekstrakrav. De er en del af en stabil arbejdsgang til kortprint.

En logistikvirksomhed i Belgium printede hver morgen ID-kort til chauffører fra underleverandører. Printeren tog ofte to kort ad gangen, især i tørt vintervejr. Medarbejderne gav fremføringsvalsen skylden, men kortene var den vigtigste årsag. De blanke UHF RFID-kort var løst emballeret, der lå støv mellem kortene, og de klæbede tydeligt sammen på grund af statisk elektricitet. Da virksomheden skiftede til bedre emballerede, printbare RFID-kort og lærte medarbejderne at lufte og rengøre mindre stakke før ilægning, faldt antallet af dobbeltfremføringer markant. Printeren var den samme. Det var materialet, der var blevet forbedret.

Nogle printerstop skyldes, at indkøberen har valgt et kortmateriale, der ikke passer til opgaven. Standard-PVC er almindeligt til ID-kort, men er ikke altid det bedste valg ved laminering, høje temperaturer, udendørs brug eller krav om lang levetid. Kompositkort af PET/PVC kan klare varme og laminering bedre, især ved retransferprint eller brug af overlaminat. Materialet skal dog stadig passe til printeren. Nogle printere håndterer bestemte kompositkonstruktioner bedre end andre, og meget tykke eller stive kort kan have svært ved at bevæge sig gennem en buet printbane. Den sikreste løsning er at afprøve den nøjagtige kombination af materiale, chip, tykkelse og printmetode, før hele ordren sættes i produktion.

En vedligeholdelsesleverandør i en lufthavn i Germany havde brug for kort, der kunne modstå udendørs arbejde, værktøjsrum og hyppige adgangskontroller. Virksomheden bestilte slidstærke RFID-kompositkort og forventede, at de kunne printes som almindelige PVC-kort. Den ældre direct-to-card-printer havde imidlertid svært ved at håndtere de mere stive kort. De satte sig fast ved udgangen og gav af og til folder i farvebåndet. En leverandør hjalp virksomheden med at teste en lidt anderledes PET/PVC-konstruktion og kontrollere printerens tilladte tykkelsesområde. Det endelige kort var stadig robust, men det var ikke det samme kort, som virksomheden oprindeligt havde forsøgt at presse gennem printeren.

RFID-kort med selvklæbende lag giver deres egne udfordringer. Nogle organisationer printer først et visuelt ID-kort og monterer derefter en tynd RFID-etiket på bagsiden. Det kan fungere til midlertidige kort eller særlige konverteringer, men indebærer en risiko, hvis det færdige kort senere skal gennem printeren igen. Klæbelaget ændrer kortets tykkelse og planhed, og etikettens kant kan løsne sig. Resultatet kan være printerstop eller beskadigede valser. Hvis RFID-laget monteres efter print, bør kortet normalt ikke føres gennem printeren igen, medmindre både printeren og kortkonstruktionen specifikt er beregnet til processen.

Større virksomhedscampusser får ofte problemer, når forskellige afdelinger køber komponenterne hver for sig. Sikkerhedsafdelingen vælger chippen, HR vælger kortdesignet, Facility Management vælger printeren, og indkøbsafdelingen vælger leverandøren. Ingen kontrollerer hele arbejdsgangen fra blankt kort til kodet adgangsmedie, printet ID-kort og praktisk brug ved læserne. Resultatet bliver et kort, der på papiret opfylder hver afdelings krav, men svigter i maskinen. Ved RFID-baserede ID-kortprojekter bør én person eller ét team have ansvaret for kompatibiliteten gennem hele processen.

En softwarevirksomhed i Austin viste, hvor hurtigt det kan gå galt. Facility-teamet opgraderede til NFC-medarbejderkort for at understøtte mere mobilvenlig adgangskontrol. HR ønskede fotokort med fuldfarvede baggrunde, mens indkøbsafdelingen fandt en billig leverandør af blanke NFC-kort. Kortene kunne læses korrekt, grafikken så fin ud på skærmen, og printeren fungerede uden problemer med de gamle PVC-kort. De nye kort satte sig alligevel fast under serieprint, fordi planheden varierede, og overfladebelægningen ikke passede til printerens farvebånd. Virksomheden løste problemet ved at gøre godkendelse af fysiske prøver obligatorisk for sikkerhedsafdelingen, HR og kortproduktionen før fremtidige indkøb.

Sådan løser du printerstop forårsaget af forkerte RFID-kort

Vær også opmærksom på kortets orientering under kodning og print. Chipplaceringen på nogle RFID-kort kan påvirke printkvaliteten. Chippen eller antennen kan være placeret på en måde, der skaber en lille variation i kortets overflade. Hvis designet placerer et portrætfoto, en stregkode, en QR-kode eller lille tekst direkte over området, bliver eventuelle fejl mere synlige. Det giver ikke altid et printerstop, men kan medføre flere genprint. Gentagen håndtering øger mængden af støv og slitagen på printeren. En kompetent RFID-kortleverandør kan ofte levere tegninger over chippositionen eller anbefale områder, hvor kritiske designelementer bør placeres.

Når en ID-kortprinter bliver ved med at stoppe, bør den første reaktion ikke være at bestille en ny printer. Begynd med at undersøge kortene. Kontrollér, om de ligger inden for printerens understøttede format og tykkelsesområde. Se efter krumning, grater, overfladestøv, statisk sammenklæbning, buler ved chippen, uensartet glans og transportskader på emballagen. Sammenlign de problematiske kort med et PVC-kort, der er godkendt til printeren. Print et mindre parti ved normal rumtemperatur og luftfugtighed. Rengør printeren efter producentens anvisninger, men brug ikke rengøringen som en måde at ignorere kortmateriale af dårlig kvalitet på. Hvis problemerne kun opstår med ét bestemt kortparti, peger det allerede tydeligt på kortene.

Ved nye ordrer er den bedste praksis enkel: Test før masseproduktion. Bed RFID-kortleverandøren om prøver med præcis den chip, frekvens, korttype, tykkelse, overfladefinish og printmetode, som skal anvendes. Test prøverne i den faktiske ID-kortprinter og ikke kun ved en RFID-læser. Print fuldfarvede motiver, fotografier, stregkoder og eventuelle sikkerhedselementer. Kod kortene, hvis encoding indgår i arbejdsgangen. Afprøv dem ved adgangslæsere, tidsregistreringsterminaler, betalingsterminaler, skabe, elevatorer og andre systemer i den reelle anvendelse. Et kort, der både kan printes og læses korrekt, er langt sikrere end et kort, der kun består den ene del af testen.

Den tekniske formulering i indkøbsspecifikationen er også vigtig. Bed ikke kun om "RFID-kort til vores system". Angiv i stedet, at der ønskes "printeregnede CR80 RFID-kort, som er kompatible med vores ID-kortprinter og adgangskontrollæser". Medtag printerens mærke og model, printmetoden, den ønskede chip, frekvens, tykkelse og materialetype samt oplysninger om direct-to-card-print, retransferprint, laminering og encoding. En forespørgsel på printbare MIFARE DESFire EV3-kort til en retransfer-ID-kortprinter er eksempelvis langt mere præcis end en generel forespørgsel på smartcards. Jo tydeligere specifikationen er, desto mindre er risikoen for at modtage kort, der er elektronisk kompatible, men fysisk uegnede.

Det billigste RFID-kort er ikke billigt, hvis det sætter printeren fast, spilder farvebånd, forsinker kortudstedelsen og frustrerer medarbejderne. Et printerstop koster arbejdstid, rensekort, farvepaneler, kasserede kort og i nogle tilfælde teknikerbesøg. Det kan desuden forsinke onboarding af nye medarbejdere, besøgsregistrering, elevindskrivning, adgang for hotelpersonale eller indgang for eksterne håndværkere. Når et dårligt parti fører til hundredvis af mislykkede print, forsvinder besparelsen på stykprisen hurtigt. I professionelle kortprogrammer bør driftssikkerheden derfor indgå i beregningen af de samlede omkostninger.

Det betyder ikke, at alle projekter kræver det dyreste RFID-kort. Kortet skal blot passe til printeren, læseren og anvendelsesmiljøet. Et enkelt kontorkort kan fungere fint som et almindeligt printbart HF RFID-kort. Et hospital eller en offentlig myndighed kan have behov for sikrere chips og en mere ensartet kortkonstruktion. Et campuskort kan kræve høj holdbarhed og ren personalisering, mens et kombineret parkerings- og adgangskort kan kræve dobbelt frekvens og grundige test i det faktiske miljø. Det rigtige kort bevæger sig jævnt gennem printeren, giver et rent print, kan kodes korrekt, læses stabilt og tåler den daglige håndtering.

Hvorfor bliver de forkerte RFID-kort så ved med at sætte sig fast i ID-kortprinteren? Ofte fordi indkøbsbeslutningen stopper for tidligt. Kortet har den rigtige chip, og derfor antages det at være korrekt. Det har CR80-format, og derfor forventes det at kunne fremføres. Det er hvidt og blankt, og derfor forventes det at kunne printes. I praktisk kortproduktion er disse antagelser ikke tilstrækkelige. RFID-kort er elektroniske produkter indbygget i en plastkonstruktion, mens ID-kortprintere er mekaniske systemer med snævre tolerancer. Når de to forhold ikke afstemmes, bliver printeren det sted, hvor fejlen viser sig.

Den praktiske løsning er ikke kompliceret. Betragt RFID-kortet som både et printmateriale og et elektronisk adgangsmedie. Kontrollér tykkelse, planhed, kantkvalitet, overfladebelægning, materiale, chiptype, antennekonstruktion, emballage og opbevaringsforhold. Test reelle prøver i den faktiske printer, før ordren godkendes. Opbevar kortene rent, tørt, fladt og væk fra varme. Samarbejd med en RFID-kortproducent, der forstår både kontaktløse kort og kravene til ID-kortprint. Når kort, printer og læser vælges som ét samlet system, bliver printerstop både lettere at forklare og langt sjældnere.